Et menighedsjubilæum med forhindringer.
Et jubilæum vil altid blive markeret ved festligheder under en eller anden form, og indtræffer der da hændelser, som generer eller måske helt udelukker sådanne påtænkte festligheder, kan dette medføre stor bedrøvelse.
Evangeliemenigheden i Rønne fejrer i år ved Guds nåde sit 25 års jubilæum, men er netop en sådan jubilar, der har mødt så alvorlige forhindringer, at de påtænkte festarrangementer vil være udelukket i hvert fald i jubilæumsåret.
Jubilæumsdagen var den 27. januar 1945, men man besluttede dengang at henlægge højtiden til vor bibel uge i september måned og ventede da at holde højtid en hel uge. Tanken var da at indbyde de brødre, som i løbet af disse år har været menighedens forstandere og ligeledes de brødre, der er udgået fra denne menighed som Herrens vidner. Imidlertid kom jo forhindringer og i sådan en form, som man ingenlunde havde tænkt sig. Vi mistede vort lokale, som rystede til ruiner af de russiske bombers uhyggelige virkninger den 7. – 8. Maj 1945.
Dette savn er dog nu afhjulpet, idet vi har fået en god og hyggelig sal til leje, og som vi frit kan råde over som vor egen både torsdag og søndag. Vi er dog af den grund ikke over vanskelighederne. Mange søskende har helt eller delvis mistet sine hjem og må bo enten hos fremmede eller under meget primitive og meget begrænsede pladsforhold i deres beskadigede huse og kan under sådanne forhold ikke modtage gæster. Vi håber dog, om Gud vil og vi lever, at kunne holde højtid evt. i forbindelse med indvielsen af vort nye mødelokale, når dette forhåbentlig en gang i løbet af næste år, står færdigt.
Hvorledes opstod Pinsemenigheden på Bornholm?
Begyndelsen var, at der i nogle menneskehjerter fødtes en længsel efter at opleve mere af Gud; opleve Herrens løfter og få del i det overflødige liv. Sådan lagdes grunden til den første Pinsemenighed i Jerusalem og sådan lægges grunden til enhver sand Pinsemenighed.
En lille flok Guds børn, hvoraf de fleste tilhørte Indre Mission, var de første på hvem Gud virkede, og allerede i 1916 samledes disse venner til små møder i Karetmager Jens Folkertsens hjem. Man søgte i disse møder gennem bibel læsning, samtale og bøn at komme Gud nærmere og få større klarhed over Ordet og guds vej og vilje med dem. Det mest påtrængende behov var dog at få opleve løftet om Åndens dåb som på den første Pinsedag, og flere erfarede at løftet endnu holdt; de blev døbt i Ånden og talte i nye tunger. Ilden var begyndt at brænde og den antændte mere. Flokken voksede, og Folkertsens stuer blev efterhånden for små. Behovet af en mødesal blev påtrængende, og karetmageren, som efterhånden helt havde forladt sin timelige gerning for at tjene Herren, gik i gang med omlavningen af sin smedje til en mødesal. ( I disse dage, efter bombardementet og resterne af salen rives ned, afsløres de sværtede brædder i smedjeloftet under det hvide, skønne papdække.) 1. Pinsedag 1918 indviedes den nye mødesal. Naturligvis skulle det være 1. Pinsedag! – Dette viser tydeligt hjerternes indstilling. At det var disse venners hensigt at handle efter hvad Gud viste dem i Ordet, viser den omstændighed, at når sandheden om troendes dåb blev åbenbaret for dem, var de villige til at at adlyde Herren. Fire af vennerne var allerede døbt i andre samfund, men i året 1919 fulgte 13 andre det gode eksempel og lod sig døbe i vand. Af disse var Jens Folkertsen den første der blev døbt, hvilket skete i havet den 22/5 1919. Det var den daværende prædikant i Frimissionen, Br. C.A. Johansen, som nu i en lang årrække har virket som prædikant og forstander hos Baptisterne, der døbte Folkertsen. De øvrige 12, som døbtes dette år, blev døbt af Folkertsen efter at denne under besøg i København hos Bjørners var blevet udtaget til den danske Pinsevækkelses første Evangelist.
I Januar 1920 kom ægteparret Bjørner til Bornholm, hvor de bl.a. holdt møder i Baptistkirken i Rønne, og den 22. Januar døbte Bjørner 12 søskende i Baptistkirkens dåbsgrav. Flokken talte således nu 29 søskende, som var døbte i Vand, og disse samledes den 27. Januar sammen med Bjørners for at danne Pinsemenigheden på Bornholm – kaldet "Evangelieforsamlingen". Jens Folkertsen valgtes til menighedens leder.
Store skarer samledes til møderne ved Bjørners besøg, og selv byens største sal, som rummer ca. 600 mennesker, blev fyldt med lyttende tilhører. En herlig Vækkelsens Ånd hvilede over møderne; ufrelste søgte frelse, og mange Guds børn vaktes op for nødvendigheden af en mere helhjertet overgivelse til Herren med mere kraft og mere sejer i sit kristne liv. Mange troende bad om forbøn og begærede Åndens dåb. Trods megen modstand fra mennesker, både ufrelste og frelste, virkede Herren, og meget tydede på, at et herligt gennembrud var forestående. Det var som en svulmende flod der steg og steg bag dæmningen og truede med hvert øjeblik at bryde igennem hindringen med et vældigt brus for dernæst at overskylle alt og alle. Trods alt hvad Gud gjorde og alt det velsignede, man i denne tid og siden oplevede, udeblev dog det store gennembrud. Dæmningen holdt. Vækkelsen på Bornholm, så herlig den end var, blev ikke det, den kunde være blevet. Årsagen hertil kan diskuteres. Gud alene kender den virkelig og sande årsag. Et er dog givet: Skylden er ikke Guds.
Samtidig med menighedens stiftlese begyndte man at holde søndagsskole, således at vor søndagsskole altså også i år fejrer sin 25 års fødselsdag. Fire søstre blev udtaget til at varetage denne gerning, hvilket skete ved håndspålæggelse og bøn ifølge Pkt. 3 i de på det stiftende menighedsmøde vedtagne bestemmelser. Pkt. 3 lyder: "Menighedsmedlemmer vælges under Bøn og Håndspålæggelse til de forskellige Arbejder i Menigheden." Siden overtog vor kendte Broder W. Hagstrøm denne gerning efter at være blevet åndsdøbt og den 6/9 925 optaget i menigheden. At det ikke var noget helt forkert valg at overlade Br. Hagstrøm søndagsskolegerningen stod hurtigt klart for alle og hans fremtidige virke har tydeligt bevist dette.
Det blev ikke lang tid at Folkertsen var menighedens leder, kun ca. 3 måneder, idet han derefter rejste til København for at virke sammen med Bjørners. Den 20. april 1920 blev G.W Moegren valgt til menighedens forstander, hvilken stilling han beklædte indtil Febr. 1922. I den tid kom de første besøg fra den svenske Pinsevækkelse, besøg, af hvilke navnlig vi Bornholmere har fået mange, og har været glade for. Det var brødrene Bengtson og Wallin der gæstede menigheden og gjorde hyppige rejser mellem Sverige og Bornholm. Flere svenske navne nævnes, bl.a Blomberg og Hydén, men den 8. Juni 1922 kom en svensk evangelist, som skulle få en særlig tilknytning til den danske Pinsevækkelse nemlig Br. Hugo Wuerster, til Bornholm. Den 13. juli 1922 valgtes Wuerster til menighedens forstander som Moegrens efterfølger.
Menigheden havde nu sit eget hus, i det Folkertson allerede i 1920 havde overdraget mødelokalet til menigheden for en købesum af 6000 kr. Den 27. August 1922 blev det første strengekor dannet. Strengekoret, dette betydlige og ganske uundværlige redskab i missionsarbejdets blev, og har siden været til stor glæde og velsignelse. Ret tidlig i strengekorets historie fik det en god leder i Br. Charles Marker, og da Br. Marker siden forlod Bornholm havde Herren en anden leder parat til at træde til, nemlig Br. Jac. Clausen, som gennem mange års tro og værdifuld tjeneste endnu står som korets leder.
Således gik udviklingen slag i slag og trods mange børnesygdomme trivedes menigheden og voksede. Det første år, 1920, var tilgangen 7 medlemmer, men næste år blev tilgangen 37. Det største antal nye medlemmer optoges dog i 1928 hvor tilgangen var 87 medlemmer, og da Br. Wuerster i 1929 opsagde sin plads som forstander og forlod øen, var medlemsantallet steget til 259.
Som tallene viser havde menigheden oplevet en frodig tid. Den frodigste i menighedens hidtidige historie. Bønnens Ånd var rigelig udgydt. Man læste Guds Ord og bad; bad og læste Guds Ord, og appetitten grænsede til hunger. Mange blev døbt i Ånden og talte i nye tunger, mens andre profeterede. Bønnemøderne var de bedste møder og langt fra de ringest besøgte. At man dengang ofte var blind i sin nidkærhed og handlede uforstandigt på mange måder ses nu bag efter, men var dette straks indset, kunde måske mere være vundet og mindre gået i stykker; dog Gud ser til os i nåde, han ve om de ærlige og oprigtige hjerter.
I denne periode var det også, at ikke mindre end 6 evangelister fostredes og udsendtes af menigheden. En rig of velsignet frugt. Disse 6 evangelister var Johs. Kruse, S. Lohse, Marius Andersen, W. Hagstrøm, Marie Lundgreen og Manna Bidstrup. I modsætning til søstrene som hele tiden har virket på Bornholm, har de fire brødre fået sin gerning forskellige steder i landet og er velkendt af enhver Pinsemand. Siden udgik fra menigheden endnu en broder som evangelist, nenlig Br. Charles Marker, der rejste ud for at tjene sin Frelser med sang og vidnesbyrd, og som er blevet kendt af de fleste menigheder i vort land.
Tiden gik og forholdene skiftede. I 1929 forlod Wuerster øen til stor sorg for menigheden, som helst vilde beholde ham. Han afløstes af Br. Poul Jansson, som nu er hjemme hos Herren. Herefter kom Wuerster igen en periode men afløstes atter af sin landsmand Oscar Ohlsson, som for tiden tjener menigheden i Tenhult. Såvel Wuerster som Ohlsson ytrer i sine breve, at de længes efter Bornholm, og vi glæder os til snart igen at se disse brødre iblandt os. Den sidste forstander der tjente menigheden indenfor dens 25 årige periode var Br. Marius Andersen, som for tiden tjener menigheden i Århus.
Evangeliemenigheden, hvis ledelse nu består af 5 ældstebrødre, hvoraf 2 i Rønne, 2 i Klemensker og 1 i Hasle, og 2 diakoner, har et omfattende virkeområde, idet den spænder over ikke mindre end 5 mødepladser, nemlig Rønne, Hasle, Vang, Klemensker og Årsballe. For et par år siden udskildtes Nexø, idet man i denne by dannede en selvstændig menighed, hvilket betød en nedskrivning af evangeliemenighedens medlemstal med 75 medlemmer. Medlemsantallet på jubilæumsdagen var 227.
Klemensker er menighedens største udpost, og her råder kredsen over eget hus med et pænt og hyggeligt mødelokale, hvor mange folk samles til møde.
Når jeg sådan kaster et blik tilbage gennem de svundne 25 år, står et bibelvers for mig, nemlig Salm. 127.1; "Dersom Herren ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves; dersom Herren ikke vogter byen, vogter vægteren forgæves." Menigheden er Guds værk. Han begyndte og han vil fuldføre, og han er dens usynlige vogter og beskytter. Dersom det ikke var så, var al menneskeslid og stræben forgæves. Men nu er det Der bygger, og Gud der bevarer, og vi små mennesker er blot redskaberne. Enhver, der i disse år har tjent menigheden og været et redskab i Herrens hånd, deres arbejde er ikke forgæves, men vil få sin ros og løn indfor Herrens trone. Og vi som tjener menigheden i dag, også vi ønsker at være redskaber i den velsignede Frelserhånd, og er vi det, da er ikke heller vort arbejde forgæves. Det er Herren der bygger huset og er Herren der bevarer byen. Priset være Herrens velsignede navn.
Vi ønsker da Guds fred og velsignelse over Evangeliemenigheden på Bornholm med dens 227 medlemmer og en rig fremtid, hvor Herrens arm blottes med kraft i dens midte.