For at få Guds livet (det kristne liv) til at fungere i dig må du have set/smagt noget eller haft en åbenbaring, et møde med Gud som forandrer dig for altid. Dit hjerte, dit inderste må være sat i brand, med en alt opslugende ild, som langsomt fortærer dig hvis du ikke lever med Gud. I frikirkelige kredse kalder vi dette for at vandre i tro. Det er ikke nok blot at tro på Gud, men du må også vandre med ham, vie dit liv til hans tjeneste.
Mange mennesker påstår at de tror på Gud. Men det er en intellektuel form for tro hvor man siger til sig selv at man har valgt at tro. At man er overbevist om at Biblens Gud er sand. Man er af den overbevisning at bare man lever et godt, fornuftigt liv, baseret på næstekærlighed og biblens fundament og menneskesyn, så er vejen til himlen redet. Derefter kan man så gøre og leve som man har lyst til.
Det kan godt være at fremtiden er redet. Men med intellektuel tro går man desværre glip af rigtigt mange ting som Gud har for en. De kampe som kommer i livet, kæmpes ofte alene. Det er ikke hvad Gud ønsker for dig eller mig. Paulus skriver i Efeserbrevet 1:3, at Gud i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. Gud ønsker at være der for dig og velsigne dig ved at hjælpe dig.
Gud er ikke interesseret i intellektuel tro. Gud er interesseret i "levende tro". En tro som findes i hjertet og som ikke kan forklares med intellektet, uanset hvor meget vi prøver. Guds tro "levende tro" brænder indeni fordi man har set noget, smagt noget. Man har fået en åbenbarelse og man har mødt Gud.
Det var hvad der skete for den ikke navngivne discipel nævnt i Johannesevangeliet 20. Han havde levet med Jesus og oplevet hans stærke tjeneste. Han havde været slået af forundring over hvad "Mesteren" kunne gøre. Hans intellekt var mere end overbevist på grund af gerningerne, men han havde ikke forstået budskabet med hjertet. Budskabet som siger at "Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen." Johannesevangeliet 14:12.
Budskabet går dog op for disciplen når han står i åbningen ind til den grav hvor Jesus var lagt. Da så han og troede i sit inderste for første gang.
Den ikke navngivne discipel er højst sandsynligt Johannes (en af tordenbrødrene). Johannes blev en af de mest betydningsfulde disciple efter Jesus. I Urmenigheden var hans rolle meget fremtrædende. Han omtales i Galaterbrevet som en af menighedens søjler, og han var med ved apostelmødet i Jerusalem. Det menes at han er forfatter til Johannesevangeliet, Johannesbrevene og Johannesåbenbaringen.
Det er ikke nok at have en intellektuel overbevisning. Troen skal forbi fornuften og hele vejen ned i hjertet. Der hvor man ikke helt kan forklare det. Man har en overbevisning fordi "det har man bare".
Vores kirker og vores kristne liv og overbevisning ville blive drastisk forandret hvis vi ændrede ordlyden på Paulus’s bøn i Efeserbrevet 1 til at lyde sådan her. En forudsætning er selvfølgelig at man mener det man beder.
"Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give mig visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med mine hjertes øjne oplyst, så jeg forstår, til hvilket håb han kaldte mig, hvor rig på herlighed hans arv til mig er, og hvor overvældende stor hans magt er hos mig, der tror i kraft af hans mægtige styrke."
Lad os seriøst bede denne bøn og opleve Guds forvandlende kraft i os. Lad os få visdommens og åbenbaringens ånd (Helligånden) så vi kan lære Gud bedre at kende. Lad os blive oplyst i vort indre. Lad os bringe troen fra vores intellekt ned i vores hjerter, da vil vi forstå hvilket håb han har kaldet os til, og hvor rig på herlighed hans arv til os er. Vi kan smage på og opleve hvor stor hans magt er til os som tror.
Ruben Holmgreen Falk, præst.